Fotorettigheder: Twubs.com

Sådan researcher og overvåger du (gratis) via hashtags

BRUGBART: Du skal kende dagsordenen på de sociale medier. I hvert fald hvis du er nyhedsjournalist, kommunikatør eller marketingsansvarlig.

Før i tiden havde traditionelle medier som tv og aviser stort set eneret på at forme den offentlige debat. Sådan er det ikke længere med de sociale mediers brugergenereret indhold, hvilket næppe er en nyhed.

Dagsordenen på  sociale medier som Twitter og Instagram sættes ofte gennem populære hashtags, og på nettet findes gratis værktøjer til at analysere og monitorere hashtags og emneord.

Lige nu, mens disse linjer skrives, er to af de mest populære hashtags herhjemme eksempelvis #1864dr og #mallebrok. Begge refererer på hver sin måde til den omdiskuterede tv-serie 1864 på DR1.

Skulle jeg skrive en historie om 1864 med en kritisk vinkel, og havde en redaktør bedt mig om at bruge en kritisk tv-seer som kilde, ville jeg søge på hashtagget #mallebrok. Det er et hashtag, der har udviklet sig såkaldt organisk af brugerne på Twitter til at ironisere over tv-serien 1864.

Fire gratis værktøjer

De følgende fire værktøjer vi skal se på, har den fordel, at de alle er gratis og er lige til at gå til –  i modsætning til de fleste andre gratis søgeværktøjer kræver de ikke login via din eksisterende profil på et socialt medie.

I eksemplerne har jeg  valgt at søge på hashtagget #1864dr.

Topsy.com

Er designet til at følge udviklingen over tid og i såkaldt realtime, det vil sige her og nu, mens begivenhederne, sagen eller omtalen af dit brand eller produkt udvikler sig.

Resultaterne fra topsy.com er, som i de øvrige værktøjer, visualiseret i et simpelt såkaldt dashboard.

Desuden er resultaterne kategoriseret i links, tweets, fotos, videoer og såkaldte influencers. Sidstnævnte vil sige profiler på Twitter, der typisk har tweetet mest indhold og dermed har potentielt størst indflydelse dit søgte hashtag.

I tilfældet her har jeg på topsy.com søgt på #1864dr over en tidsperiode på de seneste 48 timer. Det giver et søgeresultatet på i alt 888 tweets samt en række øvrige variabler.

Her er det søgt på #1864dr. Fotorettigheder: topsy.com

Her er det søgt på #1864dr. Fotorettigheder: topsy.com

Hashtagify.me

Er relevant, hvis du ønsker data om øvrige hashtags relation til det konkrete hashtag eller emneord, du søger på.

I relation til det søgte #1864dr viser det sig på hashtagify.me, at #dkmedier og #dkpol har en stærk relation til #1864dr. Det kan man jo så analysere videre på efter behov.

Fotorettigheder: Hashtagify.me

Fotorettigheder: Hashtagify.me

Twubs.com

Vil du følge eller lytte til en samtale, der udfolder sig her og nu,  er Twubs en mulighed. Her kan brugerne danne grupper omkring et konkret hashtag for at diskutere frem og tilbage.

I Norge er de vist ikke helt oppe at køre over tv-serien 1864, ser det umiddelbart ud til:

Fotorettigheder: Twubs.com

Fotorettigheder: Twubs.com

Twitter Search

Mikrobloggen Twitter er kongen af hashtags, for det var her hashtagget oprindeligt opstod og siden spredte sig til andre sociale medier.

Twitter har sit eget søgeværktøj, og resultaterne omfatter bl.a. video, foto, profiler, tidslinjer, nyheder samt tweets i nærheden af din geografiske placering. I hvert fald din placering i forhold til, hvor Twitter tror, du er.

På Twitter har netmediet DenFri i skrivende stund kørt hårdt på for at sætte dagsordenen og fortællerammen om den omdiskuterede tv-serie 1864:

Fotorettigheder: Twitter

Fotorettigheder: Twitter

Det var således fire gratis værktøjer, hvor der i skrivende stund ikke er noget bøvl med krav om at logge ind via en eksisterende profil på sociale medier eller krav om at skulle betale.

Er du for alvor ambitiøs, når du vil monitorere dagsordenen på sociale medier, er du  nødsaget til at betale dig fra det. Komfo Platform eller Falcon Social er to bud.

Hvad er et hashtag?

Du ved det sikkert allerede, men lad os alligevel afslutningsvis få styr på, hvad et hashtag egentlig er.

Ifølge Twitter defineres et hashtag således:

»Symbolet #, kaldet et hashtag, bruges til at markere nøgleord eller emner i en Tweet. Det blev skabt organisk af brugere på Twitter som en måde at kategorisere beskeder«.

Herhjemme er et populært hashtag som regel #dkpol, hvorunder der gemmer sig tweets om dansk politik fra både politikere, borgere og andre.

I skrivende stund i USA er eksempelvis #BlackLivesMatter, #IfTheyGunnedmeDown og #BlackTwitter populære hashtags på Twitter.

De tre hashtags refererer til sagen om en hvid politibetjent, der i august skød og dræbte en ubevæbnet sort teenager i en forstad til St. Louis i staten Missouri.

Tiltalen mod betjenten blev droppet i november. Herefter opstod uroligheder i forstaden Ferguson.

Ovre på information.dk kan du læse artiklen På de virtuelle barrikader med #BlackTwitter. Med afsæt i optøjerne i Ferguson handler historien om, hvordan Twitter har voksende betydning for den moderne sorte befolkning i USA.

Hop over og læs den, nu hvor du er færdig med den her artikel.

Læs også

Del artiklen
Niels Rytter

Digital journalist. Skriver ofte om digital nytænkning og tendenser. Cand.comm i journalistik og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet med speciale i dagsordner og fortællerammer på mikrobloggen Twitter.