Foto: boersenrapper.tumblr.com

Hvor er visionerne, mediebosser?

SÅDAN SET: Landets redaktører er bange for at miste læsere. Men de er åbenbart endnu mere bange for at prøve noget nyt.

I starten af november tog jeg til Fagfestival, Europas største mediekonference. Et af programpunkterne hed ‘Journalistiske fortællinger: Fremtidens format?’. Fire redaktører var blevet inviteret til at diskutere deres erfaringer med journalistiske fortællinger og udsigterne for genrens digitale fremtid. Men i stedet for en snak om fremtid og muligheder blev det en konstatering af status quo baseret på læserundersøgelser.

Jonas Langvad Nilsson fra Euroman sagde, at de fleste singler i hans øjne er for lange, taget i betragtning, at den gemene danske journalist ikke skriver helt vildt godt. Kim Faber fra Politiken sagde, at mellem 30 og 40 procent af læserne på Magasinet kommer fra mobile platforme, og at flere af Magasinets historier har en gennemsnitlig læsetid på 9 minutter. Nina Rølle fra Berlingske sagde, at læserne ikke gider betale separat for singler, og Mattias Göransson fra det undersøgende svenske magasin Filter sagde, at han egentlig er ligeglad med nettet.

“Der var nogen, der spurgte, om man ikke kunne prøve noget animeret Snow Fall-agtigt i Danmark, og så sagde de, at det der med, at noget bevæger sig, det er der jo ingen, der gider læse”.

Bagefter talte de en del om tid og tal og læserundersøgelser, og efter femogtredive minutter havde jeg endnu ikke fået øje på særlig meget fremtid. Til gengæld vidste jeg nu alt om status quo inden for abonnentadfærd og læserstrømme fra de sociale medier. Så gik jeg.

Hellere bevare end bevæge
Senere spurgte jeg en af dem, der havde holdt ud, og som havde været glad for oplægget, hvad der ellers var blevet sagt. “Ikke så meget”, sagde han. “Der var nogen, der spurgte, om man ikke kunne prøve noget animeret Snow Fall-agtigt i Danmark, og så sagde de, at det der med, at noget bevæger sig, det er der jo ingen, der gider læse”.

Gud bevares. Der kunne jo være noget, der bevæger sig.

At det kan virke skræmmende i en branche, der med henblik på digital udvikling excellerer i stilstand, kan jeg godt forstå. Men ved at afvise alle eksperimenter med ny teknik på forhånd, misser man også chancen for at rykke sig. Multimediefortællinger kan give journalistisk indhold mere dybde, fordi de rummer flere dimensioner end bare tekst. Og hvis man ikke kan lide, at ting bevæger sig, kan man jo overveje at lade læseren flytte rundt på ting ved at gøre historier interaktive.

Misforstå mig ej – jeg synes, Filter er sej, jeg klikker dagligt ind på Magasinet, og hjemme hos os er det mig, der køber Euroman. Jeg har også prøvet at købe en af Berlingskes singler, men kunne ikke få adgang til teksten, da jeg først havde betalt.

Meget af den fortællende journalistik, der er på markedet, er udmærket. Det er bare det samme hele tiden.

 200 millioner i overskud
If it ain’t broken, don’t fix it, kan man høre de konservative messe. ‘Fire måder at undgå at tænke nye tanker’, kunne man også have kaldt oplægget på Fagfestival. Men hvorfor skal vi blive ved med at lade, som om nettet kan det samme som papiravisen – når nettet kan så meget mere?

Herfra, hvor jeg står, ser de store mediehuse ud til at mangle modet til at prøve noget nyt.

Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, Lars Munch, fortalte på Fagfestival, at mediehuset har et årligt overskud på omkring 200 millioner kroner. Øjeblik, jeg gentager lige: 200 M-I-L-L-I-O-N-E-R kroner. Der er åbenbart penge nok til at lave et helt arsenal af 60-sekunders videoer med husholdningsråd. Men der er ikke penge til så meget som et enkelt lillebitte digitalt eksperiment. Hvorfor ikke? “Vi ved jo ikke, om det virker”, lød det unisont fra redaktørerne, sidst jeg spurgte.

Danmark danner bagtrop
Lars Munch synes i øvrigt, det går glimrende med den digitale udvikling herhjemme. Vi holder trit med udlandet, sagde han på Fagfestival.

Måske er det ønsketænkning. Måske har han bare ikke tid til at kigge sig omkring i udlandet og opdage, hvordan de løfter undersøgende journalistik med meget enkle virkemidler på Adressa i Norge. Der er også Pro Publica og New York Times, der laver bedre og bedre interaktiv datajournalistik. Eller, i det modige hjørne, Al Jazeera, der har omdannet et stykke klassisk undersøgende journalistik om piratfiskeri til et spil.

Ikke alle digitale eksperimenter er lige i øjet, men i det mindste er der medier derude, der tør prøve. Herhjemme gør vi bare, som vi plejer. Kun Kristeligt Dagblad lancerer fra tid til anden  stilfærdige forsøg på at tilføje et ekstra lag liv til sort tekst på hvid skærm. (De kommer i øvrigt ret langt med meget få visuelle virkemidler i en ung fars brev til sin uønskede datter, ligesom historien om en uskyldig pædofilimistænkt vinder på en håndfuld simple lydklip)

Vi kan lære af briterne
På Fagfestival blegnede den danske indstilling til journalistikkens møde med den digitale forbruger i øvrigt fuldstændig i sammenligning med redaktøren fra BBC Video Innovation Lab: en afdeling, der er sat i verden for – i dækning, cheftyper – at eksperimente. Blandt andet har de lavet en pop-up-redaktion, der skal løfte lokaljournalistik til nationale højder og engagere borgerne. “Virker det så?” ville en af tilhørerne vide. “Det ved vi ikke endnu, det er for tidligt at sige”, svarede redaktøren. “Nu prøver vi det og ser, hvad der sker”. Jeg fik sådan lyst til at kramme manden.

 

Foto: boersenrapper.tumblr.com

Læs også

Del artiklen
Frauke Giebner

Laver tv. Tidligere freelance for bl.a. Information, Politiken og Zetland. Uddannet i Berlin, Beirut og Trekroner. Vild med subkulturer og digitale fortællinger.