Copyright: WSJ Interactive, The Wall Street Journal.

Derfor skal du vænne dig til interaktive nyheder

SÅDAN SET: Fremover skal du klikke dig igennem din nyhedsudsendelse. Dagbladet The Wall Street Journal viser vejen med ny video-platform.

Vi siger farvel til tv-signaler fra antenne, kabel og satellit. I stedet streamer vi film og nyheder via bredbåndsforbindelser. 

Alligevel er standarden i dag for nyhedsudsendelser på nettet, at de ligner udsendelser, som vi kender fra tv. Det vil sige, at brugeren på nettet ikke har mulighed for interaktion.

Det har teknologifirmaet TouchCast tænkt sig at lave om på. 

Ny platform fra The Wall Street Journal

Tilbage i juni 2013 lancerede TouchCast en app til iPad, der hurtigt og nemt gav mulighed for interaktivt indhold i videoer. 

I dag er teknologien også tilgængelig via desktop, og den gør det muligt at embedded stribevis af forskellige kilder i video-playeren – f.eks.  andre videoer, Google Maps, streams fra sociale medier, feeds, brugerkommentarer og hjemmesider.

Især undervisere og studerende har downloadet den oprindelige app, fortæller medstifter af TouchCast Erick Schonfeld til techcrunch.com. I december 2014 var det sket over 160.000 gange, fortæller han videre.

Det internationale dagblad The Wall Street Journal kan også se fidusen med embedded indhold og lancerede derfor i november 2014 video-platformen WSJ Interactive med afsæt i TouchCast.

Den nemmeste måde at forstå, hvordan WSJ Interactive fungerer, er ved at se denne præsentationsvideo fra The Wall Street Journal:


 
Set med journalistiske briller giver de interaktive elementer i video-playeren mulighed for flere vinkler, flere kilder og mere baggrund sammenlignet med standarden i dag.

Set med brugerens øjne er det tilfredsstillende pludselig at hoppe videre i nyt og mere interessant indhold, f.eks. en ny video,  for derefter at vende tilbage til udgangspunktet. 

For den optimale brugeroplevelse er en tablet det rigtige, desktop i fuld skærm fungerer også, mens smartphonens lille skærmstørrelse er mindre egnet til at klikke sig frem.

Danske mediehuse kan starte blødt

Herhjemme er teknologien fra TouchCast oplagt for mediehuse med en stor volume af tv- og videoindhold – for eksempel for DR eller TV2 News. 

Men mindre kan også gøre det.

Jeg forestiller mig eksempelvis, at JP/Politikens Hus eller Berlingske Media kan embedde real-time data fra sociale medier i video-playeren – et oplagt eksempel er i dækningen af store begivenheder som et folketingsvalg.

Helt konkret kan der under et interview i studiet eller i en politisk reportage fra Christiansborg indlejres hashtagget #dkpol fra Twitter. Dermed vil brugerne – også dem, der ikke er på Twitter – se aktuelle og relevante politiske tweets, som de tweetes lige her og nu, mens interviewet eller reportagen kører.

Giver flere annoncevisninger

Udover fordele som flere vinkler og inkluderingen af brugergenereret dagsordner, giver interaktiviteten også mulighed for flere annoncevisninger i form af videoreklamer. 

På WSJ Interactive har The Wall Street Journal valgt, at en reklamevideo popper op, hver gang der klikkes på en embedded video. Efter 15 sekunder kan reklamen springes over.

Her et konkret eksempel på en tilfældig udvalgt video fra WSJ Interactive. Indslaget er en nyhedsopsamling på midtvejsvalget i USA:



På WSJ Interactive udnyttes også muligheden for personlig branding og etablering af nye digitale distributionskanaler.

Direkte i video-playeren konverterer dagbladet videobrugerne til followers – på dansk følgere – af nyhedsværten Sara Murray på Twitter og til followers af dagbladets øvrige profilerede journalister.

Tårnhøjt engagement fra TouchCast

Skal vi tro på TouchCast, giver embedded indhold i video brugerne værdi. 

Ifølge TouchCast ligger det typiske såkaldte engagement for platforme, der anvender firmaets teknologi, på op til 70 procent.

Begrebet engagement dækker, sådan firkantet formuleret, over, hvor stor en procentandel af brugerne, der klikker på og dermed engagerer sig i videoernes interaktive elementer. Her er en andel på op til 70 procent uhørt højt.

Til sammenligning vil de fleste eksperter hævde, at et acceptabelt engagement rate, som det hedder, for eksempelvis for Facebook i dag ligger på en til to procent, mens 20 procent på Facebook er flot gået.

For YouTube er tommelfingerreglen ofte, at du skal regne med et encifret procenttal for engagement.

Et så imponerende højt procenttal (70%) for engagement, som TouchCast hævder at ligge på, vil formentlig ikke fortsætte, når den interaktive brugeroplevelse bliver hverdag et sted ude i fremtiden. 

Samtidig skal procenttallet anskues med en sund portions skepsis. Tallet stammer trods alt fra TouchCast selv.

Men én ting er sikkert: interaktive nyhedsudsendelser bliver et hverdagsfænomen.

Dansk presse bør omstille sig

Hvornår kommer vi så herhjemme til at klikke os igennem videoer og nyhedsudsendelser fra DR, TV2 News og i web-tv fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og fra alle de andre? 

Det aner jeg ikke, og det kommer i hvert fald ikke til at ske i morgen eller om et halvt år. Men det vil ske, når alle vores trykbare skærmstørrelser er koblet på internettet via bredbånd.

Danskernes medievaner er i dag under hastig forvandling, som eksempelvis rapporten Medieudviklingen 2013 fra DR Medieforskning og Kulturstyrelsens Mediernes Udvikling i Danmark 2014 dokumenterer.

LÆS: Hvor er visionerne, mediebosser? 

Når omdrejningspunktet for vores medievaner er skærme koblet på nettet, skaber det nye og lukrative markeder for innovative teknologivirksomheder som TouchCast. De vil levere stribevis af digitale og intuitive produktionsværktøjer ikke blot til journalister, men også til borgere, brands og reklamebranchen. Alle vil få adgang til at embedded klikbart indhold på måder, ingen havde tænkt på tidligere.

Det vil alt sammen radikalt ændre brugernes forventninger til digitalt indhold og dermed også, hvordan journalister vil producere og distribuere digitale udsendelser.

Allerede i dag bør dansk presse derfor omstille sig til interaktive udsendelser og klikbart web-tv. Det første mediehus, der sætter i gang, vil uden konkurrence etablere sig som et innovativt brand.

Det er blot et spørgsmål om tid, hvornår standarden bliver interaktiv.

 

Læs også

Del artiklen
Niels Rytter

Digital journalist. Skriver ofte om digital nytænkning og tendenser. Cand.comm i journalistik og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet med speciale i dagsordner og fortællerammer på mikrobloggen Twitter.