paywall

Hvorfor iTunes for artikler kommer som kaldet…

SÅDAN SET: Blendle er journalistikkens svar på iTunes. Hvorfor er der ingen danske medier, der forsøger sig med alternativer til betalingsmuren?

De fleste kender den frustrerende følelse af at ramme en betalingsmur. Man har fundet frem til en interessant artikel på Ekstra Bladet, Berlingske eller Jyllands-Posten, men bliver mødt med den nedslående besked: Køb et månedsabonnement eller forsvind!

Problemet var det samme for musik- og filmbranchen, før Spotify, iTunes eller Netflix kom til. Men mens der er flere betalingsmodeller inden for musik og film, er det mere ensrettet inden for journalistikken.

Mobilabonnement med medieadgang

Nuvel, Politiken, Ekstra Bladet og Euroman har indgået et samarbejde om et mobilabonnement hos Telmore, der inkluderer adgang til blandt andet disse medier.

Pakken koster 249 kroner om måneden, og er en model, der vel kun kan betragtes som en forsøgsordning. Den næppe efterlader de store indtægter til medierne.

iTunes for journalistik

Redningsplanken findes måske ved idéen bag det hollandske firma Blendle, der gik i luften i 2013. Platformen er en slags iTunes for artikler, der gør det muligt enkeltvis at købe indholdet bag de store avisers betalingsmure.

Foto: Screendump fra Blendle.nl - Hollands svar på iTunes for journalistik

Foto: Screendump fra Blendle.nl – Hollands svar på iTunes for journalistik

Pay-per-view-modellen i Blendle gør det muligt for medierne selv at sætte en pris på salget af deres enkelte artikler, hvoraf de selv modtager 70 procent, mens Blendle beholder resten.

I Holland har platformen allerede over 130.000 registrerede brugere, mens mediegiganter som The New York Times og Axel Springer har investeret tre millioner euro i yderligere udvikling og ekspansion til andre lande.

Laterpay eller MobilePay

Én ting synes sikkert: Det er ikke nogen løsning udelukkende at satse på betalingsmuren, især når unge medieforbrugere er vant til lette måder at betale og få adgang til en bred vifte af film og musik.

Hvor er fantasien til at gøre det nemt, hurtigt og bekvemt at få adgang til en stort udvalg af kvalitetsindhold på netaviserne?

Hvorfor er der ingen, der forsøger sig med Mobilpay eller Swipp? Eller benytter sig af den nye tyske betalingsmodel LaterPay, der gør det muligt at læse nu og betale senere.

Idébanken er åben

Måske skulle man bare betale ved at sende en sms, som vi kender det fra de store indsamlingsshows som Knæk Cancer og Danmarksindsamlingen.

Idébanken er åben for indlæg herunder, så bidrag endelig til, hvordan vi undgår frustration over betalingsmure – til gavn for både brugerne og medierne.

Læs også

Del artiklen
Anders Haubart Madsen

Digital romantiker med hang til luftkasteller, konspirationer og skrækscenarier. Uddannet journalist i 2012 fra Danmarks- Medie og Journalisthøjskole/Universidad Nacional Autónoma de México.